For mange handler mad om livsstil.
Vi er så forhippede på at lave maden rigtigt og så ernæringsrigt perfekt, som overhovedet muligt.
Hvorfor? Er det trenden at vi skal lave maden med så og så meget af det ene og det andet. Er det omgivelserne der gør at vi skal behandle maden på en bestemt måde eller er det en tankegang, som faktisk ligger langt ude i fremtiden, som vi prøve at spejle os i?
Bliver vi mobbet såfremt vi ikke laver mad på den rigtige måde, og derfor gør som alle andre, for netop at spejle os i naboens ivrige trang til at fortælle hvor godt de lever, hvad de spiser og hvad de absolut ikke spiser?
Er det en eller anden ide vi alle går rundt med, er det påvirkningen fra medierne at vi lever som vi gør?
I høj grad, vil jeg mene. Min mangeårige erfaring siger mig, at det er lige det vi gør. Vi bliver påvirket. Af alt.
Mad er vi nødt til at have for at kunne overleve. Du vil næsten ikke kunne føre en samtale i dagligdagen uden at tale om mad på et eller andet plan.
Vi taler om mad, når vi spiser den, serverer den, laver den, og vi taler om mad til dagen efter, og hvad skal vi have til aftensmad far? Den kommer altid. Vi ser mad alle steder, på gader, på veje, i butikscentre, i reklamerne, ja sågar hører vi om det i radioen. Vi kan ikke slippe for det.
En enorm kraft mediet har til at påvirke ens spisevaner. Ret uhyggeligt egentlig.
Og vi spiser det rådt 🙂 Vi går alle rundt med en tro på, at gør vi som alle de andre, så skal det nok gå. Hvis nogen siger vi skal spise sundt, veje vores mad, og få 117 gram af det ene og 5 gram af det andet, så gør vi det. For det fortæller de kloge os. De kloge er også blevet påvirket af andre som siger det samme. Osv.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på gamle dage. Der var ikke noget der hed slankekure, ernæringsrigtig madlavning og træningsture, romaskiner og brug så lidt fedt som overhovedet muligt. 🙂
Nej, der levede man af det man havde at leve af. Man var faktisk rimeligt kreativt, hvad angik mad, og heldigvis er nogle af de gamle retter stadig med os idag. Derfor vil du også finde retter på siden her, som måske ikke lige er efter bogen omkring at vi skal passe på. De gamle retter kan noget. Noget man har glemt. de smager af noget, og også uden at gøre så meget ved dem.
Der var ingen der talte om trend dengang. Man havde det man havde, og så måtte man få det bedste ud af det. Og nu tænker du sikkert, jeg må jo være tudsgammel for at huske det, men jeg tænker blot på min barndom, hvor jeg sad på køkkenbordet hos min farmor tilbage i slutningen af 70’erne. Der var igen der talte om for meget fedt, for lidt motion og alt for meget sukker. Ikke hvad jeg husker. Der lavede man stadig mad, med bid i og det smagte af noget.
Jeg tog det til mig, og jeg husker stadig at jeg sad der på køkkenbordet, og hjalp til, og jeg husker så tydeligt den duft der bredte sig i køkkenet, når hakkebøffen og frikadellerne og gryderetten blev til. Nogen ting står klart i hukommelsen, og duften af denne mad fra dengang, står utroligt klart hos mig.
Jeg kan stadig den dag i dag, lave de her retter, som jeg lærte at lave fra min farmor, og kan stadig få den duft frem, som hun var eminent til at kreere. Min generation, kan nok også stadig huske de her retter som, måske var lidt tunge i det, men som smagte.
Derfor vil du her på siden også finde retter fra den tid, for den tid på ikke glemmes. Jeg vil i hvert fald forsøge at få bragt dem til live, og lade dem leve.
Ovenstående er nok bare en måde for mig, at sige at det gør ikke noget om du er så perfekt som naboen, og naboens mad. Det gør ikke noget at du laver den “forbudte” mad. For tro mig. Laver du de gamle retter, så vil jeg gætte på, at den duft du breder ud i dit køkken, også kan duftes på vejen hvor du bor!
Så vær dig selv, lav den forbudte mad en gang imellem. Det behøver ikke gå op i kalorietælleri og selleri det hele! Tør det de andre ikke gør!
Venlige madhilsner,
Kokken fra bloggen, Michael Leitner
